Jeg fandt Hornvarefabrikken på messen Formland i Herning og faldt straks for deres skønne ting. Jeg har det lidt svært med smykker, så der skal noget særligt til at jeg syntes at det er noget jeg ønsker at sælge fra min netbutik, og det fandt jeg at deres ting var så nu prøver vi en lille kollektion.
Hornvarefabrikken gemmer på en spændende 200-årig historie. Denne historie bygger på husflidsarbejdet i de fattige hedeegne i Nees, to økonomiske kriser, en verdenskrig, to arbejdsulykke, en visionær iværksætter og store ambitioner.
Før 1935
I krigen i England 1807-14 blev en dansk marinesoldat, Knud Høj fra Nees sogn, taget til krigsfange i England, og der lærte han kunsten at lave hornskeer. Efter krigen begyndte han en produktion på sin hjemegn. Det inspirerede mange andre til at starte deres egen produktion af hornene, fordi det var en god ekstra indtægt til det fattige landbrug i disse hedeegne.
Skeen var fra 1800-tallet det eneste form for bestik på landet. Landboerne tørrede efter måltidet skeen af på bukseknæet og hængte den op under bjælken klar til næste spisning. Træskeer var de mest almindelige, men efterhånden vandt metalskeerne mere og mere indpas.
Hans Husted, født i Nees i 1834, var en af dem, der begyndte på hornmageriet. Sønnen Peter Husted, født i Bøvlingbjerg, lærte håndværket af sin far. Det var dog en arbejdsulykke i 1931, som fik ham til at genoptage hornskemageriet, da arbejdsskaden gjorde det svært for ham at blive ved landbruget.
Allerede i begyndelsen af trediverne begyndte han hornforarbejdningen med nogle skohorn og sennepsskeer, som blev købt på bestilling. Ideen til Hornvarefabrikken var født.
Skeen var fra 1800-tallet det eneste form for bestik på landet. Landboerne tørrede efter måltidet skeen af på bukseknæet og hængte den op under bjælken klar til næste spisning. Træskeer var de mest almindelige, men efterhånden vandt metalskeerne mere og mere indpas.
Hans Husted, født i Nees i 1834, var en af dem, der begyndte på hornmageriet. Sønnen Peter Husted, født i Bøvlingbjerg, lærte håndværket af sin far. Det var dog en arbejdsulykke i 1931, som fik ham til at genoptage hornskemageriet, da arbejdsskaden gjorde det svært for ham at blive ved landbruget.
Allerede i begyndelsen af trediverne begyndte han hornforarbejdningen med nogle skohorn og sennepsskeer, som blev købt på bestilling. Ideen til Hornvarefabrikken var født.
Det var ikke en arbejdsulykke, men et brækket ben ved en fodboldkamp, som gjorde det svært for Agner at drive sit tømrerfirma videre i slutningen af 80’erne. Agner så med Hornvarefabrikken en mulighed for at kunne bruge sin alsidige håndværkeruddannelse og samtidig forny og udvikle Hornvarefabrikken.
Inga og Agner gik straks i gang med at modernisere værkstedet, butikken og de omkringliggende bygninger. Arbejdet lykkedes til fulde, og væksten fortsatte op gennem 90’erne.
I 2007 nærmede pensionsalderen sig for Inga og Agner. Hornvarefabrikkens fremtid lå hen i usikkerhed, da ingen umiddelbart kandiderede til at føre virksomheden videre. 200 års viden og kulturhistorie så ud til at skulle forsvinde i glemslen, da Sara Brunn Buch var på juleindkøb i butikken i november 2007.
2008
Sara Brunn Buch så straks mulighederne i Hornvarefabrikken og var ikke et sekund i tvivl om, at hun måtte eje den. Hun sendte sin svigerfar, Olav Buch, ned til Inga og Agner for at høre, om de ville sælge. De var ikke afvisende, men de ville kun sælge til én, som kunne drive håndværksarbejdet videre.
1 kommentar:
Det er meget spændende øreringe du har der........ dem må jeg da lige se på næste gang..........
Send en kommentar