søndag den 27. november 2011

Stjerner indbegrebet af jul

Jeg ved at jeg har skrevet om Stjernestunder før. Men efter at jeg hele weekenden har stået sammen med Helle på vores julemarked, bliver jeg nødt til at vise lidt flere billeder af hendes skønne store og små lakeret stjerner.

Flettet i hvidt papir i hånden for derefter at blive kørt til en møbellakere der giver hver stjerne flere lag maling for at opnå en overflade der næsten ligner de gamle japanske lakæsker, blød og glat.

Hjemvendt til Helle bliver de monteret enten med lædersnor, for at skabe et mere moderne og råt look eller med satinbånd til det mere klasiske look. På de store stjerner følger der en klips med til båndet så man hvis man ønsker det kan have sin stjerne liggende til pynt så har man også den mulighed. Selv til toppen på juletræet kan de bruges hvis man køber dem med medfølgende spiral.
Jeg syntes at det er utroligt at en gammel traditionel ting som de foldede stjerner, som vi vel alle her i norden har prøvet at folde med mere eller mindre held, kan serveres så delikat og med et moderne udtryk, og så er det også dejligt at man stadigvæk kan producere noget her i Danmark og ikke få alt sendet jorden rundt her i disse tider hvor vi alle må prøve at tænke mere grønt.

torsdag den 10. november 2011

Julemarkeder


Så starter vi med vore julemarkeder. Først her i weekenden i Risskov, lidt uden for Århus. I Billedkunstner Hanne Munks skønne atelier. Hvert år er der en ny med og iår er det 9 i nr. 6, sjovt navn, der kommer med pileflet i smukke smukke faconer. De har lovet solskin hvilket er skønt når man nu skal køre gennem en stor del af Danmark. Det er også skægt at se hvad vejret gør for besøgstallet. I Risskov er det helt sikkert at der kommer flere når de kan kombinere julemarkedet med en spadseretur i de skønne omgivelser. Så kom endelig forbi og se om der ikke var mulighed for at finde en enkelt julegave eller to. Per står som sædvanlig i cafeen og servere kaffe og æbleskiver.
14 dage efter er der så julemarked hos os selv sammen med Stjernestunder. Vi flytter hele lejligheden om så der er plads til alle de ting vi gerne vil vise. Der bliver serveret et lille glas lun vin ála orange og lidt småkager. Det er rigtig vigtigt at folk føler sig velkommen,da det for mange er lidt grænse overskridende bare at vade ind i anders hjem. Men vi elsker det, det er intimt og hyggeligt og vi kan da se at kunderne kommer igen år efter år.
Vi glæder os til at se så mange som muligt.

søndag den 6. november 2011

Hvidt mørke.



Hov hvad skete der lige der? Jeg vågnede. Trak gardinerne fra og væk var havnen og togene, ja de kører lige uden for vores vinduer – normalt - men væk var de. Det er ellers aldrig set her på den mødrende gård, ja det er mormors gamle lejlighed vi bor i. Med udsigt altså før i tiden. Før Unicef, helt ud til lodsernes hus, men vi kan da normalt, det vil sige på dage med god sigtbarhed, stadigvæk se taget på deres lille hus.

Hvidt mørke kaldte min gamle engelske ven det, dengang han en overgang boede her og prøvede at lære dansk. Hvidt mørke - ikke dårligt formuleret. Tåååååge, ja i dag med mange åååå, eller måske er jeg bare ikke rigtig kommet hjem fra efterårsferie.




Når jeg lukker øjnene ser jeg himmel, hav og sol. Ja med lukkede øjne kan man jo næsten også dufte himmel, hav og sol. 14 dage i paradis. De første dage brugt i klapstolen på terrassen i solen med lukkede øjne lyttende til fuglene og alle de franske naboers daglige lyde. Hvordan kan det være at det lyder bedre med nabolarm på fransk? Nå men simple living, yes, nu er jeg oven i købet også vældig trendy, samtidig med at jeg daser. En håbløs bog, chik lic, som jeg havde besvær med at forklare sønnen hvorfor jeg blev ved med at læse, når jeg nu ikke fandt den særlig interessant. Men det gjorde ikke noget, for så kunne jeg jo bare lukke øjnene og ”lugtar på blommarna”, som Ferdinand i Walt Disneys juleshow, som jo bekendt er bedst på svensk, da det minder om da man var barn. Efter en uge tog vi til Nice for at hente den store søn. Fantastisk, morgenmad på en restaurant lige ned til vandet, derefter spadseretur langs promenaden inden turen gik til lufthavnen. Med mystisk pakke og bombe- alarm. Vanvittigt spændende syntes drengebørnene og lufthavnen var der da gudskelov stadigvæk da vi kørte forbi dagen efter.
Nå men det var jo tåge vi kom fra. Den virker altså også bedre oppefra den bjergtop som vi kan se fra vores vindue i det sydfranske sommerhus. Eller på vej ned af motorvejen hvis den altså ikke er for tæt. Som mosekonebryg der mystisk breder sig over dalene man passerer. Så kan man sidde der og fantasere om riddere på heste der dukker op på deres vej til borge, nu ruiner, i det fjerne. Det er det der er meget svært på Østbanegade torsdag morgen kl. 8.00. Især når de lovede solskin i tv i går aftes, hvornår lærer man at de kan tage fejl.
Nå Kl 9.00 skal jeg ud i tååågen på cykel, og jeg ved det er klamt og vådt. Men tak for kruset hår fra naturens side, ja se der var det første lyspunkt, nu er jeg på rette spor igen. Søerne ligger badet i tågedis. Svanerne ligner noget fra et eventyr med deres lange smukke halse i silhuetter der ligner hjerter. Alle lyde er dæmpede selv skolegården på Sortedams skolen klinger i dag blidt ud mod mig. Under broen ved Tagensvej sidder den smilende spillemand og nikker godmorgen med sin harmonika og spiller La vie en rose, fantastisk, er livet ikke skønt sådan en tåget morgenstund.