Hvidt mørke.

Hov hvad skete der lige der? Jeg vågnede. Trak gardinerne fra og væk var havnen og togene, ja de kører lige uden for vores vinduer – normalt - men væk var de. Det er ellers aldrig set her på den mødrende gård, ja det er mormors gamle lejlighed vi bor i. Med udsigt altså før i tiden. Før Unicef, helt ud til lodsernes hus, men vi kan da normalt, det vil sige på dage med god sigtbarhed, stadigvæk se taget på deres lille hus.

Hvidt mørke kaldte min gamle engelske ven det, dengang han en overgang boede her og prøvede at lære dansk. Hvidt mørke - ikke dårligt formuleret. Tåååååge, ja i dag med mange åååå, eller måske er jeg bare ikke rigtig kommet hjem fra efterårsferie.

Når jeg lukker øjnene ser jeg himmel, hav og sol. Ja med lukkede øjne kan man jo næsten også dufte himmel, hav og sol. 14 dage i paradis. De første dage brugt i klapstolen på terrassen i solen med lukkede øjne lyttende til fuglene og alle de franske naboers daglige lyde. Hvordan kan det være at det lyder bedre med nabolarm på fransk? Nå men simple living, yes, nu er jeg oven i købet også vældig trendy, samtidig med at jeg daser. En håbløs bog, chik lic, som jeg havde besvær med at forklare sønnen hvorfor jeg blev ved med at læse, når jeg nu ikke fandt den særlig interessant. Men det gjorde ikke noget, for så kunne jeg jo bare lukke øjnene og ”lugtar på blommarna”, som Ferdinand i Walt Disneys juleshow, som jo bekendt er bedst på svensk, da det minder om da man var barn. Efter en uge tog vi til Nice for at hente den store søn. Fantastisk, morgenmad på en restaurant lige ned til vandet, derefter spadseretur langs promenaden inden turen gik til lufthavnen. Med mystisk pakke og bombe- alarm. Vanvittigt spændende syntes drengebørnene og lufthavnen var der da gudskelov stadigvæk da vi kørte forbi dagen efter.

Nå men det var jo tåge vi kom fra. Den virker altså også bedre oppefra den bjergtop som vi kan se fra vores vindue i det sydfranske sommerhus. Eller på vej ned af motorvejen hvis den altså ikke er for tæt. Som mosekonebryg der mystisk breder sig over dalene man passerer. Så kan man sidde der og fantasere om riddere på heste der dukker op på deres vej til borge, nu ruiner, i det fjerne. Det er det der er meget svært på Østbanegade torsdag morgen kl. 8.00. Især når de lovede solskin i tv i går aftes, hvornår lærer man at de kan tage fejl.

Nå Kl 9.00 skal jeg ud i tååågen på cykel, og jeg ved det er klamt og vådt. Men tak for kruset hår fra naturens side, ja se der var det første lyspunkt, nu er jeg på rette spor igen. Søerne ligger badet i tågedis. Svanerne ligner noget fra et eventyr med deres lange smukke halse i silhuetter der ligner hjerter. Alle lyde er dæmpede selv skolegården på Sortedams skolen klinger i dag blidt ud mod mig. Under broen ved Tagensvej sidder den smilende spillemand og nikker godmorgen med sin harmonika og spiller La vie en rose, fantastisk, er livet ikke skønt sådan en tåget morgenstund.