Historien om hørren

 Hørren stod i blomster. Den har saadanne dejlige blaa blomster saa bløde som vingerne på et møl og endnu meget finere. Sådan begynder H.C.Andersens historie om Hørren. Historien fortæller om hvordan hør er blevet brugt til det fineste linned, blankt og smukt og ikke mindst utroligt holdbart. Hvilket man jo kan se af alle de gamle duge og lagner der stadigvæk sælges på loppemarkeder verden over, og stadig lige smukke. En god ting er også at møl spiser ikke hør, dette har jo nok været med til at det har holdt igennem så mange generationer.

 At sove i hør er en nydelse du burde unde dig selv. Varmt om vinteren og køligt om sommeren. Derfor også meget egnet til babyer der altid sparker dynen af sig, i høren kan kroppen ånde og derfor virker den så dejlig at have over sig. Hør er også hurtigt til at tørre og derfor særdeles velegnet til viskestykker og håndklæder.

Når man dyrker hør bruges der 3 gange mindre sprøjtemidler end til f.eks. hvede og 13 gange mindre end til kartofler, hvilket gør hør til et af de mest naturlige og miljø venlige valg når man producere linned til hjemmet eller i beklædningsindustrien, der ud over bliver hør genanvendt til papir og lign. Man bruger også hele hørplanten fra blomsten til stænglen, så derved er der ikke spild i produktionen.

 Vi har nu i snart 14 år solgt sengetøj, håndklæder, pyjamas og badekåber i hør og høre gang på gang fra vores faste kunder. Nu kan vi snart ikke købe mere da jeres produkter jo holder evigt. Det er jo også det vi er mest glad for at høre. Der er så mange der laver ting der holder kort, hvilket vi jo slet ikke er tjent med hvis vi skal holde vores verden som vi ønsker den skal være. Så ved at bruge fornuftige materialer, købe vores varer produceret i nærheden, hermed mener jeg for vores vedkommen Europa, på den måde kan vi også gøre vores til at formindske forurening ved transport den halve verden rundt.

Neglelak

Har idag haft en kunde inde for at købe en kasse, til hendes neglelak. Jeg tænkte jo først en lille kasse hun kunne have stående i skabet, men blev hurtigt klar over at det var meget mere seriøst. Hun samlede og havde neglelak tilbage til hendes mors gamle. Det satte mine tanker igang. Jeg har et helt klart billed af mig på min eksamensdag, iført cowboytøj, blå skjorte og holdende min lyserøde rose med blå Mary Quant neglelak på neglene. Mary Quant var fantastisk, hun var en af de første der introducerede neglelak i andre farver end de gængse røde nuancer. I små søde kuglerunde flasker var det en drøm for enhver teenager.

Jeg var begyndelsen af mine teenageår og stadigvæk ikke langt fra en lille pige. Da hun lancerede sin Daisy dukke, og det var jeg jo på med det samme. Jeg elskede at sy outfits til den, samtidig med at jeg drømte om at jeg en dag ville blive en berømt designer. Prøv lige at tjekke dette link. Jeg havde også den lange røde selskabskjole, til min Daisy dukke.
http://daisy-by-mary-quant.piczo.com/designedbyjohnny,justforme?cr=3&linkvar=000044
Jeg tror da jeg har min dukke endnu, sidst jeg så hende var hun iført en rød kjole med hvide prikker. Nu ligger hun et eller andet sted sammen med Ole min nisse, hvis krop er så ødelagt at den er gemt i en sok, ikke særligt glamurøst selskab for en modepige som Daisy.

Nå så blev man ældre og prøvede en mængde neglelakker af forskellig mærker, farver og kvalitet. Jeg ville ikke høre på min mor før mange år efter. Hun sagde altid at Cutex var den bedste neglelak, og ret havde hun. Den brugte jeg så i mange år i Just Red, en smuk dyb rød nuance.  Flasken var også fantastisk låget var langt og tyndt rigtigt 60 design.

Nu er jeg så endt med Chanel. Mest fordi jeg kan lide embalagen og så har de en sart rosa med perlemor skær, som den min mor havde, og den elsker jeg til mine tånegle om sommeren, når man får brune fødder.

Ja jeg er jo langt fra en samling, men sjovt hvad man lige pludselig kan huske, bare fordi en kunde skal købe en æske til sine neglelakker.

Juletræet med sin pynt.

Ja, det er længe siden og noget ude i familien, men det er dog familie, morfar var en Lehmann. Man kan jo så sige at når nu der er nogen i familien der skal nævnes i historiebøgerne, så er det da rarest hvis det er for noget godt.

Så vidt man véd, blev det første københavnske juletræ tændt i 1811 hos familien Lehmann i Ny Kongensgade. Familien bestod af Martin G. Lehmann, hans kone Frederikke Louise (født Bech) og deres lille søn,Orla, som var 1½ år gammel.
Martin Lehmann var født 1775 i et holstensk præstehjem, og har formodentlig selv haft juletræ i hjemmet som barn, da skikken på dette tidspunkt var almindelig her. Derfor har det sikkert faldet ham meget naturligt, at han også ville give sin egen søn denne oplevelse.

Derfor har vi også altid juletræ til loftet hos os. Jeg er jo bange for ikke at få det stort nok, så vi skære altid et godt stykke af når vi kommer hjem med det, hvilket min mand jo altid forudser. Men da det betydder mest for mig, står han det igennem år efter år, uden alt for meget brok. Så pynter vi træet drengene og jeg. Drengene gider aldrig ret længe, så det er der jeg sætter Nøddeknækkeren på, skænker et glas portvin og nyder. Vi bor i mormor og morfars gamle lejlighed, så vi har alt den gamle julepynt. Vi fik også mors pynt da hun døde for nogle år siden. Så jeg hænger selv den lille tændstiksæske pakket i staniol med et lyserødt, med tiden meget krøllet bånd op, mens jeg husker Frk. Isagers børnehave, hvor jeg lavede den for mange år siden. Kurven med Rudolf hænger altid på samme gren, nemlig den morfar hang den på da vi var små. Det er også det min bror som det første ser efter når han kommer med sin familie til juleaften, ganske ligesom da vi var små.

Vi har i en årrække holdt jul hverandet år i vores sommerhus i Frankrig. Der er omgivelserne i vores stue som skabt til jul. Stor pejs og gamle tapeter med landskabes motiver og højt til loftet.

Vores søde nabo der arbejder for kommunen skaffer juletræet til rådhuspladsen hvert år, så han tager også et med til os, og han forstår det med at det skal være rigtigt stort. Julen i Frankrig har jo været skyld i at jeg har kunnet starte en ny samling af julepynt, skønt. Og franskmændene syntes at det er fantastisk og en smule skræmmene med levende lys. Selvom at jeg bruger de selvslukkende er de hele tiden på vagt, hvilket jo også er i orden. Nu kommer der desværre nok til at gå nogle år før vi kan holde jul i Frankrig igen. Teenager vil helst være i nærheden af deres venner i julen, så det vi må vente nogle år. 

Nu nyder jeg december og vil ønske alle en rigtig god jul samt et godt nytår.



Julen er hjerternes fest.

 Julen er hjerternes fest, så hvorfor ikke pynte op til festen med skønne hjerteranker fra Stjernestunder. 9 små hjerter på snor. De kan rykkes op og ned så du selv bestemmer hvor de skal være, på den 170cm lange snor.

Lys skal der også til her i årets mørke måneder. Prismer der reflektere lyset så man opnår mest mulig effekt eller små tinstager med levende lys.

Nyd nu december, juleaften forsvinder så hurtigt, så det er nu vi skal nyde det.

Stjerner indbegrebet af jul

Jeg ved at jeg har skrevet om Stjernestunder før. Men efter at jeg hele weekenden har stået sammen med Helle på vores julemarked, bliver jeg nødt til at vise lidt flere billeder af hendes skønne store og små lakeret stjerner.

Flettet i hvidt papir i hånden for derefter at blive kørt til en møbellakere der giver hver stjerne flere lag maling for at opnå en overflade der næsten ligner de gamle japanske lakæsker, blød og glat.

Hjemvendt til Helle bliver de monteret enten med lædersnor, for at skabe et mere moderne og råt look eller med satinbånd til det mere klasiske look. På de store stjerner følger der en klips med til båndet så man hvis man ønsker det kan have sin stjerne liggende til pynt så har man også den mulighed. Selv til toppen på juletræet kan de bruges hvis man køber dem med medfølgende spiral.

Jeg syntes at det er utroligt at en gammel traditionel ting som de foldede stjerner, som vi vel alle her i norden har prøvet at folde med mere eller mindre held, kan serveres så delikat og med et moderne udtryk, og så er det også dejligt at man stadigvæk kan producere noget her i Danmark og ikke få alt sendet jorden rundt her i disse tider hvor vi alle må prøve at tænke mere grønt.

Julemarkeder

Så starter vi med vore julemarkeder. Først her i weekenden i Risskov, lidt uden for Århus. I Billedkunstner Hanne Munks skønne atelier. Hvert år er der en ny med og iår er det 9 i nr. 6, sjovt navn, der kommer med pileflet i smukke smukke faconer. De har lovet solskin hvilket er skønt når man nu skal køre gennem en stor del af Danmark. Det er også skægt at se hvad vejret gør for besøgstallet. I Risskov er det helt sikkert at der kommer flere når de kan kombinere julemarkedet med en spadseretur i de skønne omgivelser. Så kom endelig forbi og se om der ikke var mulighed for at finde en enkelt julegave eller to. Per står som sædvanlig i cafeen og servere kaffe og æbleskiver.

14 dage efter er der så julemarked hos os selv sammen med Stjernestunder. Vi flytter hele lejligheden om så der er plads til alle de ting vi gerne vil vise. Der bliver serveret et lille glas lun vin ála orange og lidt småkager. Det er rigtig vigtigt at folk føler sig velkommen,da det for mange er lidt grænse overskridende bare at vade ind i anders hjem. Men vi elsker det, det er intimt og hyggeligt og vi kan da se at kunderne kommer igen år efter år.

Vi glæder os til at se så mange som muligt.

Hvidt mørke.

Hov hvad skete der lige der? Jeg vågnede. Trak gardinerne fra og væk var havnen og togene, ja de kører lige uden for vores vinduer – normalt - men væk var de. Det er ellers aldrig set her på den mødrende gård, ja det er mormors gamle lejlighed vi bor i. Med udsigt altså før i tiden. Før Unicef, helt ud til lodsernes hus, men vi kan da normalt, det vil sige på dage med god sigtbarhed, stadigvæk se taget på deres lille hus.

Hvidt mørke kaldte min gamle engelske ven det, dengang han en overgang boede her og prøvede at lære dansk. Hvidt mørke - ikke dårligt formuleret. Tåååååge, ja i dag med mange åååå, eller måske er jeg bare ikke rigtig kommet hjem fra efterårsferie.

Når jeg lukker øjnene ser jeg himmel, hav og sol. Ja med lukkede øjne kan man jo næsten også dufte himmel, hav og sol. 14 dage i paradis. De første dage brugt i klapstolen på terrassen i solen med lukkede øjne lyttende til fuglene og alle de franske naboers daglige lyde. Hvordan kan det være at det lyder bedre med nabolarm på fransk? Nå men simple living, yes, nu er jeg oven i købet også vældig trendy, samtidig med at jeg daser. En håbløs bog, chik lic, som jeg havde besvær med at forklare sønnen hvorfor jeg blev ved med at læse, når jeg nu ikke fandt den særlig interessant. Men det gjorde ikke noget, for så kunne jeg jo bare lukke øjnene og ”lugtar på blommarna”, som Ferdinand i Walt Disneys juleshow, som jo bekendt er bedst på svensk, da det minder om da man var barn. Efter en uge tog vi til Nice for at hente den store søn. Fantastisk, morgenmad på en restaurant lige ned til vandet, derefter spadseretur langs promenaden inden turen gik til lufthavnen. Med mystisk pakke og bombe- alarm. Vanvittigt spændende syntes drengebørnene og lufthavnen var der da gudskelov stadigvæk da vi kørte forbi dagen efter.

Nå men det var jo tåge vi kom fra. Den virker altså også bedre oppefra den bjergtop som vi kan se fra vores vindue i det sydfranske sommerhus. Eller på vej ned af motorvejen hvis den altså ikke er for tæt. Som mosekonebryg der mystisk breder sig over dalene man passerer. Så kan man sidde der og fantasere om riddere på heste der dukker op på deres vej til borge, nu ruiner, i det fjerne. Det er det der er meget svært på Østbanegade torsdag morgen kl. 8.00. Især når de lovede solskin i tv i går aftes, hvornår lærer man at de kan tage fejl.

Nå Kl 9.00 skal jeg ud i tååågen på cykel, og jeg ved det er klamt og vådt. Men tak for kruset hår fra naturens side, ja se der var det første lyspunkt, nu er jeg på rette spor igen. Søerne ligger badet i tågedis. Svanerne ligner noget fra et eventyr med deres lange smukke halse i silhuetter der ligner hjerter. Alle lyde er dæmpede selv skolegården på Sortedams skolen klinger i dag blidt ud mod mig. Under broen ved Tagensvej sidder den smilende spillemand og nikker godmorgen med sin harmonika og spiller La vie en rose, fantastisk, er livet ikke skønt sådan en tåget morgenstund.