Tissage de Luz

Man kan næsten høre bølgeskvulpet, tænk at ligge der henslængt i vandkanten en sommer lang.
Gammeldags liggestol, klapstol, dækstol, ja kært barn har mange navne.

Badelagner der matcher stolene i den blødeste bomuld. Tissage de Luz har produceret striber siden 1920, hvor de præsenterede deres kollektion i de store varehuse i Paris.

Små skamler eller et lille bord med stribet stof. I 1960 kom tredie generation til og førte firmaet frem til hvad det er idag. Striber og kvalitet er hovedordene.

Forår i Saillans.

Så er der nedtælling. På lørdag går turen til Saillans. Og vi glæder os, utroligt hver gang. Vi tale om og forbereder os til den store guldmedalje. Vi glemmer næsten at vi også har det godt herhjemme. Men nu står den i hvertilfælde på forventningens glæde. Ned og mærke foråret, og så ved vi også at når vi kommer hjem så er foråret også her.

Muslinger og et glas Clairette de Die, så kommer man ikke tættere på himlen.

Rigtig god påske.

Farver, farver, farver

 Så trænger man da til nogle dejlige farver igen. I takt med at foråret og lyset vender tilbage.

 Batiktryk lyder i mine øre som et levn fra halvfjerdserne, med simple mønstre skåret ud i kartofler og en voldsom farve komposition. Men se her batik fra Ghana.  Disse afrikanske kvinder forvandler den dejligste bomuld til de smukkeste tørklæder, i farver sammensætninger selv Missoni ikke kan gøre efter.

 Batik er en truet kunstart. Flere og flere i Ghana køber vestligt tøj produceret i Thailand og Kina. Ved at købe de afrikanske kvinders produkter er vi med til at sikre at det unikke batik kunsthåndværk kan bestå.

 Fair Trade standarderne betyder at kvinderne og deres ansatte får en ordentlig løn og varige beskæftigelse muligheder. Det bidrager til kvindernes sociale arbejde som giver skole og uddannelsesmugligheder til børn og unge i fattige familier.

Så hvis vi alle begyndte at tænke os om og kigge en ekstra gang på de ting vi køber, ja så kan vi gøre en forskel samtidig med at vi også selv får noget at glæde os over.

Hornvarefabrikken

Jeg fandt Hornvarefabrikken på messen Formland i Herning og faldt straks for deres skønne ting. Jeg har det lidt svært med smykker, så der skal noget særligt til at jeg syntes at det er noget jeg ønsker at sælge fra min netbutik, og det fandt jeg at deres ting var så nu prøver vi en lille kollektion.

Hornvarefabrikken gemmer på en spændende 200-årig historie. Denne historie bygger på husflidsarbejdet i de fattige hedeegne i Nees, to økonomiske kriser, en verdenskrig, to arbejdsulykke, en visionær iværksætter og store ambitioner.

Før 1935

I krigen i England 1807-14 blev en dansk marinesoldat, Knud Høj fra Nees sogn, taget til krigsfange i England, og der lærte han kunsten at lave hornskeer. Efter krigen begyndte han en produktion på sin hjemegn. Det inspirerede mange andre til at starte deres egen produktion af hornene, fordi det var en god ekstra indtægt til det fattige landbrug i disse hedeegne.

Skeen var fra 1800-tallet det eneste form for bestik på landet. Landboerne tørrede efter måltidet skeen af på bukseknæet og hængte den op under bjælken klar til næste spisning. Træskeer var de mest almindelige, men efterhånden vandt metalskeerne mere og mere indpas.

Hans Husted, født i Nees i 1834, var en af dem, der begyndte på hornmageriet. Sønnen Peter Husted, født i Bøvlingbjerg, lærte håndværket af sin far. Det var dog en arbejdsulykke i 1931, som fik ham til at genoptage hornskemageriet, da arbejdsskaden gjorde det svært for ham at blive ved landbruget.

Allerede i begyndelsen af trediverne begyndte han hornforarbejdningen med nogle skohorn og sennepsskeer, som blev købt på bestilling. Ideen til Hornvarefabrikken var født.                

                Det var ikke en arbejdsulykke, men et brækket ben ved en fodboldkamp, som gjorde det svært for Agner at drive sit tømrerfirma videre i slutningen af 80’erne. Agner så med Hornvarefabrikken en mulighed for at kunne bruge sin alsidige håndværkeruddannelse og samtidig forny og udvikle Hornvarefabrikken.

Inga og Agner gik straks i gang med at modernisere værkstedet, butikken og de omkringliggende bygninger. Arbejdet lykkedes til fulde, og væksten fortsatte op gennem 90’erne.

I 2007 nærmede pensionsalderen sig for Inga og Agner. Hornvarefabrikkens fremtid lå hen i usikkerhed, da ingen umiddelbart kandiderede til at føre virksomheden videre. 200 års viden og kulturhistorie så ud til at skulle forsvinde i glemslen, da Sara Brunn Buch var på juleindkøb i butikken i november 2007.

2008

Sara Brunn Buch så straks mulighederne i Hornvarefabrikken og var ikke et sekund i tvivl om, at hun måtte eje den. Hun sendte sin svigerfar, Olav Buch, ned til Inga og Agner for at høre, om de ville sælge. De var ikke afvisende, men de ville kun sælge til én, som kunne drive håndværksarbejdet videre.

Heldigvis blev Saras arbejde godkendt. Hun overtog pr. 1. oktober 2008 ansvaret for at føre Hornvarebrikken videre og samtidigt udvikle nye forretningsområder med respekt for det gamle håndværk. Sara Brunn Buch er uddannet fra Seminaret for Kunst & Håndværk i Kerteminde.

Rosenkranse

Gamle franske rosenkranse. Nu har jeg i mange år efterhånden købt disse hjem fra mine rejser i det franske.  Jeg sælger dem via min netbutik og kunderne elsker dem. Det er jo egentligt sjovt, hvorfor. Vi er jo ikke specielt religiøse her i Danmark, men alt der er gammelt og religiøst, lige fra Madonnaer, kors, lysestager og  rosenkranse må vi åbenbart eje.

 Er det måske fordi vi som hovedsaglige Lutheraner er opdraget med en til tider streng og i hvertilfælde ikke pyntesyg religions anskuelse. Vores kirker er smukke men enkle ikke meget guld og myra skær. Hvorimod den katolske kirke altid har svælget i pynt og glimmer og ikke mindst tilgivelse.

Hvem husker ikke den fantastiske film Babettes gæstebud af Gabriel Axel. Hvor den franske kogepige vinder i lotteriet og vil give en storslået middag. Hvordan gæsterne undervejs må bede til gud og undskylde al denne fråsen og laden stå til. Det er måske det vi er kommet over nu og ønsker at pynte vores hjem med skønne symboler på at livet er en gave og at hvilken som helst gud vi nu måtte tilkende os så har han eller hun nok ikke noget imod lidt pynt og livsglæde.

Historien om hørren

 Hørren stod i blomster. Den har saadanne dejlige blaa blomster saa bløde som vingerne på et møl og endnu meget finere. Sådan begynder H.C.Andersens historie om Hørren. Historien fortæller om hvordan hør er blevet brugt til det fineste linned, blankt og smukt og ikke mindst utroligt holdbart. Hvilket man jo kan se af alle de gamle duge og lagner der stadigvæk sælges på loppemarkeder verden over, og stadig lige smukke. En god ting er også at møl spiser ikke hør, dette har jo nok været med til at det har holdt igennem så mange generationer.

 At sove i hør er en nydelse du burde unde dig selv. Varmt om vinteren og køligt om sommeren. Derfor også meget egnet til babyer der altid sparker dynen af sig, i høren kan kroppen ånde og derfor virker den så dejlig at have over sig. Hør er også hurtigt til at tørre og derfor særdeles velegnet til viskestykker og håndklæder.

Når man dyrker hør bruges der 3 gange mindre sprøjtemidler end til f.eks. hvede og 13 gange mindre end til kartofler, hvilket gør hør til et af de mest naturlige og miljø venlige valg når man producere linned til hjemmet eller i beklædningsindustrien, der ud over bliver hør genanvendt til papir og lign. Man bruger også hele hørplanten fra blomsten til stænglen, så derved er der ikke spild i produktionen.

 Vi har nu i snart 14 år solgt sengetøj, håndklæder, pyjamas og badekåber i hør og høre gang på gang fra vores faste kunder. Nu kan vi snart ikke købe mere da jeres produkter jo holder evigt. Det er jo også det vi er mest glad for at høre. Der er så mange der laver ting der holder kort, hvilket vi jo slet ikke er tjent med hvis vi skal holde vores verden som vi ønsker den skal være. Så ved at bruge fornuftige materialer, købe vores varer produceret i nærheden, hermed mener jeg for vores vedkommen Europa, på den måde kan vi også gøre vores til at formindske forurening ved transport den halve verden rundt.

Neglelak

Har idag haft en kunde inde for at købe en kasse, til hendes neglelak. Jeg tænkte jo først en lille kasse hun kunne have stående i skabet, men blev hurtigt klar over at det var meget mere seriøst. Hun samlede og havde neglelak tilbage til hendes mors gamle. Det satte mine tanker igang. Jeg har et helt klart billed af mig på min eksamensdag, iført cowboytøj, blå skjorte og holdende min lyserøde rose med blå Mary Quant neglelak på neglene. Mary Quant var fantastisk, hun var en af de første der introducerede neglelak i andre farver end de gængse røde nuancer. I små søde kuglerunde flasker var det en drøm for enhver teenager.

Jeg var begyndelsen af mine teenageår og stadigvæk ikke langt fra en lille pige. Da hun lancerede sin Daisy dukke, og det var jeg jo på med det samme. Jeg elskede at sy outfits til den, samtidig med at jeg drømte om at jeg en dag ville blive en berømt designer. Prøv lige at tjekke dette link. Jeg havde også den lange røde selskabskjole, til min Daisy dukke.
http://daisy-by-mary-quant.piczo.com/designedbyjohnny,justforme?cr=3&linkvar=000044
Jeg tror da jeg har min dukke endnu, sidst jeg så hende var hun iført en rød kjole med hvide prikker. Nu ligger hun et eller andet sted sammen med Ole min nisse, hvis krop er så ødelagt at den er gemt i en sok, ikke særligt glamurøst selskab for en modepige som Daisy.

Nå så blev man ældre og prøvede en mængde neglelakker af forskellig mærker, farver og kvalitet. Jeg ville ikke høre på min mor før mange år efter. Hun sagde altid at Cutex var den bedste neglelak, og ret havde hun. Den brugte jeg så i mange år i Just Red, en smuk dyb rød nuance.  Flasken var også fantastisk låget var langt og tyndt rigtigt 60 design.

Nu er jeg så endt med Chanel. Mest fordi jeg kan lide embalagen og så har de en sart rosa med perlemor skær, som den min mor havde, og den elsker jeg til mine tånegle om sommeren, når man får brune fødder.

Ja jeg er jo langt fra en samling, men sjovt hvad man lige pludselig kan huske, bare fordi en kunde skal købe en æske til sine neglelakker.